Før renæssancen opfattedes mennesket som et afhængigt væsen, hvis mål og bestemmelse var ydmygt at indpasse sig i den af Gud givne orden. I renæssancen får vi et nyt menneskesyn: Ideen om mennesket som et frit, selvstændigt og selvbevidst individ, som skaber sig selv og sin verden. Gud rykkes ud i kulissen og mennesket sætter sig selv i centrum. Det betyder også et nyt syn på samfundet, der ikke længere opfattes som Guds faste orden, men som skabt af menneskers handlinger. Også naturen bliver en anden; den opfattes ikke som en guddommelig organisk orden, men som en mekanisme, mennesket kan gennemskue med sin fornuft og beherske gennem sit arbejde.
D2. Machiavelli og Erasmus-
D3. Videnskab og kunst. Shakespeare. Galilei. Leonardo.
D4. Billedsprog i renæssance og manierisme. Strålende udsagn til at give mennesket mod og kraft. Og bidende udsagn med mislyde og disharmonier. GITTE TANDRUP.
D5. Rationalisme og empirisme. Descartes, Locke, Hume og Newton.
D6. Kants syntese. Luther og Erasmus om viljens frihed
D7. Oplysningen. Kant. Det autonome, frie, myndige individ.
D8. Fornuft og følelse. Goethe og Schiller.